Tilmeld dig nyhedsbrev

Slyngekompagniet, CVR 37433659

Barn i slynge - hvorfor?

Hvorfor synes jeg, at babybæring er så fantastisk, at alle burde prøve det? Hvorfor har jeg det som min mission at inspirere til at bære børn? Grundlæggende er det fordi, jeg virkelig tror på, at det kan gøre livet bedre for dit barn og for dig. På mange måder.

Ved at bære dit barn sørger du for, at barnet får sit primære behov opfyldt. Behov for nærhed. Barnet har tilbragt 9 måneder inde i din mave, varmt og trygt, med lyden af dit hjerte. Når det nu skal være adskilt fra dig, så er det bare så svært for barnet. Det vil føle sig trygt. Og trygt føles det, når du holder det i din favn, eller når det ligger på din mave.

Det er bevist, at børn, der bliver båret, græder mindre. Når barnet græder, frigives der stresshormon i blodet, som på lang sigt forhindrer hjernens udvikling. Glade børn, som ikke skal bruge deres energi på at græde, kan derimod aktivt undersøge verden omkring sig og lære om den.

 

Jo, men hvorfor græder de, tænker du måske. De har jo alt, det de skal bruge i vognen/sengen. Nej, det har de ikke. De har nemlig brug for dig, for at høre dit hjerte, for at kramme dig, for at have et sikkert sted at være. Fordi fysisk kontakt med sin voksen, er et af de basale behov børn har. Når det behov opfyldes, bliver det pludseligt let for barnet at falde til ro, sove og være glad. Udover at høre dit hjerte kan barnet mærke din vejrtrækning og dine bevægelser.

 

Denne stimulering hjælper barnet med at regulere egne kropsfunktioner og udvikle sit vestibulære system, der styrer balance. Forskning har vist, at præmature børn, som bliver holdt og båret, tager hurtigere på og er sundere. Mekaniske gynger giver ikke samme fordele.